11 december 2018

DIS flytter i nye lokaler på Esbjerg Havn

DIS (Dansk IngeniørService A/S) flytter fra det tidligere Vestfrost hovedkvarter på Spangsbjerg Møllevej til NorSea Groups nye domicil på Esbjerg Havn, House of Offshore Innovation

Ingeniør- og udviklingsvirksomheden DIS' afdeling i Esbjerg flytter i større lokaler i det nye kontordomicil, House of Offshore Innovation, på Esbjerg Havn.

Det oplyser ingeniørvirksomheden i en pressemeddelelse.

DIS (Dansk IngeniørService A/S) vækster kraftigt i disse år, og for at matche kundernes behov og ikke mindst for at have plads til de medarbejdere, der følger med udviklingen, er ingeniør- og udviklingsvirksomhedens afdeling i Esbjerg flyttet fra kontorlokalerne på Spangsbjerg Møllevej til nye faciliteter i House of Offshore Innovation på Esbjerg Havn.

Det er NorSea Group Denmark, tidligere Danbor, som står bag det nye House of Offshore Innovation - en omfattende renovering af det tidligere firmadomicil på Kanalen ved dokhavnen. Også andre lejere vil tjekke ind i det efterhånden fuldt udlejede offshore-kontorhotel, blandt andet klyngeorganisationen Offshoreenergy.dk.

Det giver synergi

Med offshoreindustrien i centrum er placeringen på havnen i Esbjerg ikke tilfældig for DIS, da ingeniørvirksomhedens høje fokus på offshoreindustrien gør det nærliggende at være tæt på offshoremiljøet.

- Vi ser frem til at være en del af det nye moderne og innovative domicil. Vi har længe været på udkig efter egnede lokaler, og nu kommer vi til at bo dør om dør med andre spændende virksomheder, der ligesom DIS har fokus på offshoreindustrien, og vi glæder os over den synergi, det kan give, siger Sam Dehdar, afdelingsleder for DIS Esbjerg, som yderligere fortæller, at det nye kontor på nuværende tidspunkt huser 30 DIS-medarbejdere.

DIS har hovedsæde i Stilling ved Skanderborg. Derudover har DIS afdelinger rundt omkring i Danmark, Polen, Spanien, Storbritannien, Tyskland, Ukraine og USA og tæller nu 18 kontorer på verdensplan og beskæftiger mere end 500 ingeniører.

Kilde jv.dk